  |
| 20-02-2012 |
Ny evalueringsrapport fra Forebyggelsesfonden
Hvad skal man som virksomhed være opmærksom på, når man påbegynder, implementerer og afslutter sundhedsindsatser på arbejdspladsen? Har det nogen betydning, om der benyttes intern eller ekstern arbejdskraft i processen, og hvem skal tage beslutningerne, når det handler om både den enkeltes- og organisationens sundhed? Disse spørgsmål blandt andre, uddybes i en evaluering af forebyggelsesfondens 114 afsluttede sundhedsprojekter hidtil.
Forebyggelsesfonden blev etableret i 2007, og har til formål at yde støtte til indsatser på danske virksomheder, der forebygger fysisk og psykisk nedslidning. Den foreliggende evaluering er varetaget af et konsortium bestående af Kubix, Center for Arbejdsmiljø og Arbejdsliv på RUC, SFI, Statens arbeidsmiljøinstitutt i Norge, Arbejdsmedicinsk klinik i Herning og Oxford Research, og er den første del-evaluering af tre. I det følgende fremhæves nogle af evalueringens opmærksomhedspunkter og resultater, der kan være af interesse for alle, som arbejder med motion- og sundhedsindsatser i organisatorisk kontekst.
Succesfuld implementering
Der tegner sig et klart billede af, at implementeringen styrkes, når virksomheden benytter sig af styregrupper fremfor ledelsesbaserede grupper. Styregruppen bør have beslutningskompetence og deltagelse af medarbejderrepræsentanter, hvilket sikrer medindflydelse og ejerskab for virksomhedens sundhedstiltag. Implementering relaterer sig dels til, i hvilken grad projektet er implementeret fuldt, delvist eller slet ikke, og om det er sket i de relevante sammenhænge fx drift, kampagne og service. Derudover ses der en større spredning af projektet, når der fokuseres på netværk og samarbejde. Spredning dækker her over, om projekternes erfaringer og resultater er blevet spredt, internt i virksomheden, (lokal impact) og i sektoren/branchen etc. (bred impact). Implementering og spredning er to vigtige parametre i et projekts evaluering, fordi disse giver en klar indikation af projektets succes.
Brug af eksterne konsulenter
Både i implementeringen af projektets aktiviteter og i den senere evaluering viser der sig en klar tendens til, at eksterne konsulenter hjælper med at fastholde fokus samt forbedre niveauet og udbyttet af sundhedsindsatserne. Eksterne konsulenter kan sammen med medarbejderrepræsentanterne og deres indgående kendskab til virksomheden, højne kvaliteten af den nødvendige projektevaluering.
Projektevaluering hjælper selv sagt virksomheden til at få et større indblik i projektets udbytte, og viderebringer vigtig viden i det fortsatte sundhedsarbejde.
Derudover ses det, at eksterne konsulenters støtte udmunder sig i et øget fokus på empowerment som løsningsforståelse, hvilket har en lang række positive effekter for både de ansatte og virksomheden.
Empowerment betyder, at individet selv skaber resultatet af projektet med sin ansvarstagen og deltagelse i projektet; dette er i sidste ende kendetegnende for et succesfuldt projekt og -implementering. Overordnet konkluderes det, at brugen af eksterne konsulenter til konsulentstøtte generelt skaber både en højere grad af implementering og spredning.
På tværs af de 114 afsluttede projekters indsatsområder viser det sig, at kompetenceudvikling og fokus på arbejdets organisering er indsatstyper, øger implementeringen, og at brugen af samarbejde og netværk medfører en større spredning.
Opsummerende
Beslutningskompetencen skal placeres i styregruppelignende konstellationer med medarbejderinddragelse, for at opnå bedst mulig implementering. Indsatstyper, der retter sig mod arbejdets organisering og kompetenceudvikling, tyder på at være gavnlige for den efterfølgende implementering.
Sundhedsprojekter har stor gavn af at anvende ambassadører, fordi de medvirker til, at motivere deltagelsen i projektet, skabe ejerskab og forankring, samt viderebringe viden opnået i projektet.
Sidst men ikke mindst ses der stor fordel i, at anvende netværk og samarbejde som indsats, fordi dette har en positiv betydning for den eksterne spredning; Informationsaktiviteter vurderes at have samme positive betydning, dog her i opnåelsen af intern spredning. |
|  |
|
|
|
| DGI MEDARBEJDERMOTION | Tietgensgade 65 | 1704 København V |
|
|
|